Hvad betyder ord som senior, ældre, gammel

Jeg hader, når ord ikke bidrager til at præcisere og nuancere vores kommunikation. For det er ords opgave.
Hvad betyder ord som senior, ældre, gammel

Derfor synes jeg heller ikke om ord som “senior” og “ældre”. Fordi det bruges alt for flydende.
Så jeg satte mig for at forske lidt i det.
Men det skulle jeg måske aldrig have gjort.

For jeg ved ærligt talt ikke, om resultatet kommer til at bidrage til en større klarhed over begrebet ældre. Og undervejs blev jeg både skuffet, irriteret og frustreret.

Men du kan jo lige så godt få resultatet, nu da jeg har brugt tid på det;

Barn, ung, voksen, ældre, gammel (og død) er vel nogenlunde sådan vi kan beskrive et liv.

Eller hvad?

Hmmmm, njaeh, altså hvis vi bliver på det helt lavpraktiske, konkrete plan, så er både ordet “gammel” og ordet “ældre” jo adjektiver (tillægsord) som gradbøjes således: “gammel, ældre, ældst”.

Det vil sige at en ældre mand er ældre end en gammel mand.

Nej, jeg siger det ikke for at drille…

Og nu vi er ved det, så er alle ordene undtagen barn tillægsord. Barn er et navneord. Det er også noget rod at vi bruger dem sidestillet, når de ikke er samme kategori.

Jeg vender mig mod sprog-biblen, altså ordbogen, men det viser sig, at der skulle mere til.

Jeg måtte dykke ned i forskellige officielle definitioner, både i ordbogen, i wikipedia (jeps, jeg ved at den ikke er en officiel kilde, men skrevet af forskellige amatører) og på f.eks. Sundhed.dk.

Men jeg har fået stykket et nogenlunde billede af ord, definitioner og sammenhænge sammen.

Barn og ung (sundhed.dk):

“Ungdommen er overgangsperioden fra barn til voksen. Den varer fra starten af puberteten til 18-20-årsalderen.”

(og samme site: “Puberteten starter som regel i 10-11-årsalderen hos piger og i 12-13-årsalderen hos drenge”)

Så man er BARN fra 0-10/11 eller 0-12/13 år afhængig af køn.

Og UNG frem til 18 år. Eller 20 år.

Voksen (på Wikipedia):

“I Danmark bliver man myndig  og dermed voksen på sin 18 års fødselsdag.”

Wiki finder det dog relevant også at inddrage ordet teenager, som betegnelse for årene mellem 13-20, og at man i den betydning altså først er voksen, når man er 20 år.

Ældre (Den Danske Ordbog):

“… med en alder på mere end ca. 60 år; forholdsvis gammel om mennesker”

Okay, så “forholdsvis gammel” er altså lig med ældre… og det starter ved 60 år. Cirka, altså.

Så man er VOKSEN fra 18 år til 60 år.

Men konklusionen er her, at man er ÆLDRE, når man blir 60 år.

Gammel (Den Danske Ordbog):

“…person med en forholdsvis høj alder (mere end ca. 75 år)”

“Ord I nærheden: senior, folkepensionist, plejehjemsbeboer.”

Okaaaay, så fra 60 år til 75 år er man ÆLDRE, og derefter GAMMEL. 

OG officielt ligger ord som senior og plejehjemsbeboer altså tæt på hinanden, nemlig i kategorien gammel. Jeg var ellers næsten ved at vænne mig til at være en senior. 

Come on! Det sejler jo for dig, Danmark!

Flere blogindlæg:

Aftal tid til din gratis samtale

Udfyld formularen nedenfor for at booke tid til din første 15-minutters samtale. Det er gratis og helt uforpligtende.

Jeg skriver eller ringer til dig indenfor 24 timer, så vi kan aftale et tidspunkt der passer dig.