Men Jens var slet ikke glad. Det kom bag på ham, hvor hårdt det var at forlade arbejdsmarkedet.
”Jeg var slet ikke forberedt på den store omvæltning, det har været at gå på pension” sagde han til en kammerat i omklædningsrummet.
“Jeg har været vant til at spise frokost hver dag med mine kolleger, som jeg har kendt og arbejdet sammen med I mange, mange år.
Det var helt naturligt at være en del af et større fællesskab.
Pludselig er det bare væk”.
Det påvirker Jens mere, end han nogensinde ville have troet. Han føler sig udenfor på en mærkelig måde, og splittet af sine egne tanker, for det var jo hans eget valg at stoppe.
Han savner sit arbejde og sine kolleger… Det bliver langsomt bevidst for ham, at hverdagen hjemme med tid til sport og børnebørn slet ikke kan kompensere for at være en del af det arbejdsfællesskab, som fyldte hans liv i så mange år.
Det handler om identitet for Jens – som for så mange andre.
Selvom folk generelt er glade for at gå på pension, er der alligevel mange, som til tider også savner deres arbejde. Sampension foretog for nogle år siden en omfattende befolkningsundersøgelse, der viser at når man spørger f.eks. mennesker, der er gået på pension, før de fyldte 65 år, siger næsten fire ud af ti, at de til tider savner deres arbejde. Det er især fællesskabet fra arbejdspladsen og de udfordringer, som arbejdet gav, der bliver anført som de to vigtigste årsager, fortæller pensionsselskabet i sit kundemagasin.
Vi har en stor del af vores identitet bundet i vores arbejde, og føler os ofte tæt forbundet med et fag eller en branche. Føler måske ligefrem stolthed over vores bedrifter, selvom vores danske jantelovskultur forbyder os at føre os frem med den slags.
Og Jens var en dygtig ingeniør, det sagde hans kolleger til hans afskedsreception. Han har bidraget med nytænkning indenfor sit felt, og kunne virkeligt godt lide at bokse med de mest komplekse problemstillinger.
Han føler et kæmpe tomrum, efter at han ikke længere er en del af det faglige fællesskab, hvor man løser problemer sammen.
Han er også vred på sig selv over al den utaknemmelighed, for alle omkring ham synes åbenbart, at han gjorde det helt rigtige.
Men gjorde han nu også det?
Jens skulle have forberedt sig på sin senkarriere. Så han kunne lægge en plan for de sidste 5-10 års arbejdsliv – som passede til ham, og ikke til hvad andre synes kunne være fint.
For ham ville en langsom nedtrapning måske været en langt bedre løsning end den bratte overgang.
Hvordan skal din overgang til pensionsfasen af dit liv være? Har du tænkt over det?
