Vi talte blandt andet om den “gamle sandhed” at alderdom og sygdom hænger uløseligt sammen. Men den holder ikke: Alderdom kommer til os alle – det gør sygdom ikke, heldigvis.
Henning Kirk en stor inspirationskilde, når vi taler om moderne menneskers måde at blive ældre på. Han har i årtier forsket i hjernens udvikling i forbindelse med aldring, og argumenterer videnskabeligt for at få ophævet det lighedstegn, der i hundredvis af år har bundet alderdom til sygdom.
“Antikkens myter og fordomme om alder er hårdføre, for de har et stærkt rodfæste i vores kulturarv, hvor de er aflejret i både filosofiske og religiøse forestillinger.” siger han.
Men realiteterne er, at vi nu er i stand til at bekæmpe en lang række sygdomme, og til at holde andre stangen med medicin. Med det resultat at vi kan leve længere og med bedre helbred end tidligere generationer. Og dermed holder konklusionen alderdom = sygdom ikke længere.
Man kan med andre ord sige, at vi i fremtiden ikke bliver ældre i længere tid af vores liv, men vil forblive yngre længere.
For det er ikke i den sidste ende af livet vi får mere tid, men i det voksenliv, der er blevet 10 år længere siden vores bedsteforældre levede. Vi er yngre/voksne længere, fordi vi er så meget raskere, friskere og aktive både mentalt og fysisk.
Vi talte også om ordet “ældre”, som ikke længere bruges i sin oprindelige form – nemlig som et gradbøjet tillægsord (gammel, ældre, ældst). Det bliver misbrugt, gør det.
Det bruges nu som navneord, især som fællesbetegnelsen “de ældre”.
Det er en meget markant ændring, for hermed betegner det en kategori, og er med til at fastholde en stereotyp, nemlig den forståelse at alle ældre har samme behov.
For eksempel når politikerne igen og igen helt unuanceret taler om “ældrepleje”. Ordet angiver, som Henning Kirk siger i programmet, at man åbenbart har brug for pleje, når man bliver ældre.
Men INGEN får pleje, bare fordi de bliver ældre, INGEN kommer på plejehjem, bare fordi de er ældre.
Man får plejebehov hvis man er syg.
“Ældrepleje er et urimeligt ord” konkluderer Henning Kirk.
Endnu mere urimeligt er det, at ordet bruges som fællesbetegnelse for mennesker i alderen 50-100+ år. Ældre Sagen henvender sig f.eks. til folk fra 50 år.
Og fordi vi har berøringsangst overfor at bruge udtrykket gammel, tørrer vi nu ordet ældre ud over hele fem årtier.
Så sent som i forbindelse med Lise Nørgaards død 1. januar i år, faldt jeg over et medie, der brugte denne formulering “Det store antal ældre over 100 år…”
Set fra min stol som karriererådgiver giver det ingen mening at sidestille mennesker med 15-20 aktive år tilbage på arbejdsmarkedet, og den voksende gruppe af 100+-årige med formentlig få år tilbage af livet.
Jeg synes det haster at få ændret vores kulturelle forståelse af hvad det vil sige at blive ældre på den nye måde, blandt andet for at kunne bruge senior-arbejdskraften bedre de næste 10 år.
Og håber naturligvis at et program som Klog på sprog er med til at prikke til nogle fordomme og skabe debat ude på arbejdspladserne, på cafeérne, på golfbanerne, I fitnesscentrene og hvor I nu har lyst til at diskutere med hinanden.